Rødkål må ikke mangle juleaften! Min udgave er ikke så voldsomt krydret - men det er du selvfølgelig selv herre over! Lav meget gerne rødkålen et par dage i forvejen - den bliver kun bedre af at stå og trække. (Opskrift herunder)
Rødkål
1 kg rødkål
100 g smør
1 dl lagereddike (eller mere efter smag)
2-3 dl konc. ribssaft
1-2 spsk. fedt (fra ande- eller flæskesteg)
1 spsk. ribsgele (efter smag)
1 tsk stk. stødte nelliker
1 tsk. kommen (kan udelades)
3 spsk. sukker (efter smag)
Salt og peber
OBS. Man kan naturligvis krydre rødkålen yderligere f.eks med kanel, stjerneanis og allehånde. Det er op til den enkelte. Personlig kan jeg bedst lide, at rødkålen ikke bliver så voldsom, at den tager pusten fra alt det andet.
Skær kålen i ganske tynde strimler og del den yderligere i mindre stykker. Smelt smørret i en gryde og kom kålen ved.
Lad kålen stege over middel varme, mens der hele tiden røres rundt, indtil kålen er faldet helt sammen. Tilsæt eddike, ande- eller svinefedt, ribssaft, lidt salt, sukker samt krydderier. Læg låg på og lad kålen simre helt roligt i mindst to timer.
Rør i rødkålen med jævne mellemrum og tilsæt evt. lidt mere ribssaft eller lidt vand, hvis den koger tør. Smag den så til med ribsgele, lidt ekstra stegefedt og evt. lidt mere sukker, salt og peber.
Lav gerne rødkålen nogle dage før, den skal bruges - den bliver bedre af at stå og trække lidt.
Негізгі бет Hjemmelavet rødkål
Пікірлер: 37